Hver tredje bolig er potentiel brandfælde

29-06-2012

Sikkerhedsstyrelsens nye eleftersyn afslører, at el-installationerne i en række danske hjem er kritisable. I nogle tilfælde kan de koste menneskeliv.

Mange danske hjem kan være livsfarlige at bo i. Det  viser nye tal fra Sikkerhedsstyrelsen, som Søndagsavisen har fået adgang til.

Siden 1. maj i år har det været obligatorisk at få foretaget et el-eftersyn, når der skal udfærdiges en ejerskifteforsikring i forbindelse med et hussalg. I alt er der siden 1. maj fundet 94.486 ulovlige forhold i de 10.906 el-eftersyn, der er foretaget - altså mere end otte ulovligheder i gennemsnit pr. bolig.

- På baggrund af de nye tal og de indberetninger, vi får fra vores medlemmer, vil jeg vurdere, at mere end hver tredje bolig har livsfarlige el-installationer, siger Christian Jarby, der er chef hos Tekniq, som er organisation for 367 autoriserede el-installationsvirksomheder, der foretager el-eftersyn.

4.585 af ulovlighederne i eftersynene er såkaldte K3'ere, der kan have katastrofale følger.

- K3'ere kan være direkte livsfarlige og kan forårsage brand inden for kort tid. De skal tages meget alvorligt, og jeg kan kun opfordre til, at man får dem udbedret øjeblikkeligt, siger kommunikationskonsulent Mette Cramon fra Sikkerhedsstyrelsen, der er myndigheden bag el-eftersynene.

Værre end frygtet
Hos Tekniq har Christian Jarby i årevis vidst, at det så skidt ud med de danske el-installationer. Alligevel er han overrasket over resultatet af de 10.903 eftersyn.

- Det er desværre endnu værre, end vi havde frygtet. Jeg er forbavset over, at det er så grelt, siger Christian Jarby.

HUSK RØGALARMEN! Få gode råd til opsætning.

Det er kun en stikprøve
Ud over de livsfarlige K3'ere er der registreret 28.435 K2'ere, der på længere sigt kan forårsage brand og personskade, og 37.616 K1'ere, der er kosmetiske, ulovlige forhold, der ikke umiddelbart er til skade eller kan føre til brand.

- Det er god viden for forbrugerne, fordi de kan stå med et rigtigt farligt problem, hvis fejlene i el-installationerne ikke bliver fundet og udbedret, siger Mette Cramon, som dog påpeger, at der stadig kan være ulovligt el-arbejde i en bolig, selv om der bliver foretaget et el-eftersyn.

- Eftersynet er kun en stikprøve af boligen. Der bliver hverken brækket gulve op eller væltet vægge for at finde fejl, så eftersynet må ikke blive en sovepude - man skal stadig være opmærksom på sin el, siger hun.

Glemmer lejlighederne
Sidste år var der ifølge Beredskabsstyrelsens statistikker 786 udrykninger på grund af fejl i el-installationer. Trods el-eftersynene er det ikke sikkert, at det tal bliver meget anderledes i 2012, vurderer Mette Cramon.

- Vi er i gang med Danmarkshistoriens største undersøgelse af el-installationer, og bolighandlende får lige nu en vigtig og unik viden på området. Men det er stadig kun en meget lille del af samtlige installationer, der bliver undersøgt, og det er alt for tidligt at udtale sig om, hvorvidt eleftersynet får indfl ydelse på brandstatistikkerne, siger hun.

Hos el-installatørerne peger man på et område, der helt bliver overset:

- Vi glemmer ejerlejlighederne. De får ikke foretaget et el-eftersyn, blandt andet fordi man sjældent bruger en ejerskifteforsikring i forbindelse med et salg. Men alt tyder på, at lejlighederne er lige så udsatte som huse. El-installationerne er jo de samme, siger Christian Jarby.

Halogenspots er farligst
Dårligt gør det selv-arbejde er en af de væsentligste årsager til el-brande. Det mener Christian Jarby.

- Danskerne ved ikke, hvad de selv må lave af el i deres boliger, og det, de laver, er ofte ikke korrekt udført, og så er det, at ulykkerne opstår, siger Christian Jarby.

Færre dødsfald
Det allerfarligste er halogen-spots:

- Det er noget, fanden har skabt, siger Allan Malskær, der er formand for Parcelhusejernes Landsforening og medlem af ankenævnet for tekniske installationer.

- Du kan købe halogener i ethvert byggemarked, og de fleste sætter dem forkert op i klædeskabe og i lofter, men de sørger ikke for, at transformatoren får luft, og så starter branden.

Allan Malskær er ikke overrasket over de nye tal, der er kommet fra Sikkerhedsstyrelsen:

- Folk forstår ikke, at de ikke selv må lave deres el-installationer, men nu kommer fejlene frem i lyset, og det betyder forhåbentlig færre lemlæstelser og dødsfald på grund af brand.

Kilde: Søndagsavisen




Seneste nyt

15-08-2017

Brandkadetter - en gevinst for samfundet

Projektet ”Brandkadetter i Danmark” skaber samfundsmæssig værdi syv gange større end investeringen – men er ved at løbe tør for penge

 

09-08-2017

Arbejdsdeling i beredskabet drøftet i forhandling

”Regeringen og KL har drøftet arbejdsdelingen mellem det kommunale og statslige beredskab som led i forhandlingerne om kommunernes økonomi for 2018”, oplyser finansminister Kristian Jensen

07-08-2017

Helt klart den bedste beslutning…

Nyt nummer af Beredskabsforbundets magasin Beredskab er ude

14-07-2017

Utænkelige udfordringer?

Beredskabsforbundet ser frem til spændende diskussioner på Danske Beredskabers årsmøde den 22.-23. august

 

06-07-2017

Østbørn i det danske sommerland

For 25. gang er Projekt Østbørn værter for en række sommerlejre for børn fra østeuropæiske børnehjem

04-07-2017

Ekstra indsats gav 20 mulige deltidsbrandfolk

Beredskabsinfo beretter, at Nordsjællands Brandvæsen har haft succés med at gå i lokalpressen for at efterlyse nye medarbejdere til at styrke deltidsbemandingen

30-06-2017

Femø invaderet af brandkadetter og regn

Der er fuld gang i Brandkadetterne i Danmarks årlige sommerstævne

27-06-2017

Udvalgsspørgsmål til minister: Flere midler til beredskabet?

Hvilke ønsker blev der fremført ved forhandlingerne om kommunernes økonomi i 2018?

 

21-06-2017

Sikker Sankt Hans

Sankt Hans aften er en traditionsrig aften. Men ild i naturen kan hurtigt udvikle sig og ødelægge hyggen. Beredskabsforbundet har en række sikkerhedsråd som øger chancen for en sikker og hyggelig aften

15-06-2017

Er beredskabet robust nok til at håndtere fremtiden?

Beredskabsforbundet er med til at arrangere debatmøde ved Folkemødet på Bornholm

Kategori: Nyhed, Arrangement
 Abonnér på nyhederne