BEREDSKABSFORBUNDETS HISTORIE
Første Verdenskrig tog nye våben i brug. Luftangreb med bomber, giftgasser og kemikalier forårsagede katastrofale skader på civilbefolkningen.
I begyndelsen af 30'erne oprustede Hitler, og frygten steg for, at befolkningen igen skulle stå hjælpeløse.
Beredskabsforbundet blev oprettet i 1934 af en håndfuld idealistiske borgere under navnet Dansk Luftværnsforening. Foreningen blev hurtigt et samlingspunkt for frivillige, der ønskede at gøre en indsats for den fælles beskyttelse. Først og fremmest ville de fortælle befolkningen, hvad man kunne gøre for at forberede sig på et luftangreb, og hvad man kunne gøre for at hjælpe andre efter et angreb.
Dansk Luftværnsforening blev Danmarks første redningsberedskab. Frivillige, ulønnede civile ønskede at gøre en indsats for at beskytte andre civile.
Besættelsestiden blev tiden, da kvinderne for første gang blev mobiliseret. En måned, inden Danmark blev besat i april 1940, stiftedes Danske Kvinders Beredskab som underafdeling under Dansk Luftværnsforening.
Da krigen sluttede var 594.000 personer eller 12% af den danske befolkning engageret som frivillige i Luftværnsforeningen. Det er det, der i dag hedder Beredskabsforbundet.
Beskyttelsen af civile, i dag kaldet Redningsberedskabet, har sin rod i Anden Verdenskrig, men bruges hver eneste dag til at løse opgaver for samfundet. Beredskabet har udviklet sig fra at handle om krig, beskyttelsesrum og gasmasker til at handle om katastrofeberedskab under terrorangreb og naturkatastrofer - og ikke mindst sikkerhed for den enkelte i hverdagen.
En gruppe frivillige i Beredskabsforbundet står for driften af et museum, der med originale genstande, billeder og beretninger fortæller historien om Luftværnsforeningen og beredskabets udvikling.
Læs mere om udstillingen, der kan ses i Barak H1 i Frøslevlejren ved Padborg.











