Nyhed
Viborgenserne skal kunne bruge en hjertestarter
Nu skal folk i Viborg Kommune til at lære at bruge de såkaldte hjertestartere.
Det er Forebyggelsesudvalget i Viborg Kommune, der har taget initiativ til at sætte fokus på skiltning og brug af hjertestartere. Omkring 3.500 danskere får årligt hjertestop uden for hospitalet, hvoraf kun knap 200 overlever. Det skønnes, at med livreddende førstehjælp og hurtig hjertestart, vil 300-400 borgere kunne overleve et hjertestop.
Viborg Kommune inviterede derfor interessenter til møde med henblik på at koordinere indsatsen. På mødet deltog Anders T. Olesen, Leder af Alarmcentralen i Viborg, Hanne Andersen, Regionsleder i Hjerteforeningen, Brandinspektør Jesper Sloth Hesselberg fra Viborg Kommunes Beredskabsafdeling, medlem af Forebyggelsesudvalget Birthe Harritz samt repræsentanter fra Viborg Kommune. Der var enighed om, at det var en vigtig opgave ikke alene at sætte fokus på placering og skiltning af hjertestartere, men også at få synliggjort hjertestarterne i Viborg Kommune og give borgerne mulighed for at lære førstehjælp.
Skal være trygge
Borgerne skal føle sig trygge i hverdagen. Der skal være opmærksomhed på de steder, der er hjertestartere, så de anvendes ved hjertestop.
Målet er at få et samlet overblik over hjertestartere i Viborg Kommune. I Danmark findes et Hjertestarter-Netværk, der indsamler oplysninger om, hvor der findes hjertestartere i Danmark. Alle private og selvejende institutioner opfordres til at tilmelde deres hjertestartere til det landdækkende Hjertestarter-Netværk: www.hjertestarter.dk.
I Viborg Kommune er det visionen, at alle borgere skal kunne give førstehjælp.
Førstehjælp er det primære ved et hjertestop, mens anvendelse af hjertestartere er sekundært. På nuværende tidspunkt har omkring 4.000 ansatte i Viborg Kommune fået et kursus i førstehjælp.
Arbejdsgruppen ønsker at planlægge en kampagne i efteråret 2010, hvor flere borgere i Viborg Kommune får mulighed for at tilmelde sig et førstehjælpskursus og dermed være med til at skabe større tryghed i hverdagen med langt flere, der kan betjene de livsvigtige hjertestartere og i øvrigt give anden relevant førstehjælp.
Kilde: Fjends Folkeblad
Anbefal denne side til dine følgesvende på Twitter.











