Nyhed
Sygeplejersker skal sortere 1-1-2-opkald
Fra næste år skal sygeplejersker vurdere, hvordan der skal reageres på 291.000 opkald til 1-1-2.
Fremover vil der være en sygeplejerske i røret, når man ringer 1-1-2.
Det er en del af en stor reform af alarmsystemet, som går ud på at fordele ressourcerne bedst og sikre borgerne en bedre service. Reformen gennemføres i februar 2011 og gælder alle fem regioner.
Sundhedspersonale tager over
Herefter vil alarmcentralernes rolle, bemandet af politiet, være reduceret til et minimum i betjeningen af 1-1-2-opkald.
Alarmcentralen modtager stadig opkaldet, men efter at have vurderet, om der er tale om sygdom/skade, skal politiet kun notere en adresse og derefter stille opkaldet videre til sundhedsfagligt personale, skriver Beredskabsinfo.
Derefter vil personalet på regionernes ambulancevagtcentraler – primært sygeplejersker – vurdere, om der skal sendes ambulance, akutbil, lægebil eller anden hjælp.
Over halvdelen
Det skønnes, at det gælder ca. 291.000 af de omkring 500.000 opkald, der årligt kommer ind til alarmcentralerne, skal stilles videre til det sundhedsfaglige personale.
Ændringen kommer som følge af længere tids politisk pres for at få sorteringsopgaven sendt over til fagfolk.
Kilde: Jyllands-Posten
Anbefal denne side til dine følgesvende på Twitter.











