Nyhed
Stor søgning til babyførstehjælp
Forældre løber stormløb mod nyt førstehjælpskursus for spædbørn. Kurset bliver en fast del af Beredskabsforbundets tilbud.
På kun en måned har 850 småbørnsforældre fra hele landet været gennem et nyt førstehjælpskursus, der har lært dem at give hjertemassage, brandsårsbehandling og forbinde kvæstede lemmer på familiens yngste.
Bag tiltaget står Beredskabsforbundet, som i parløb med babyudstyrskæden BabySams 34 butikker er kommet i kontakt med en helt ny målgruppe af førstehjælps-interesserede.
- De 34 oprindeligt planlagte kurser opnåede så stor tilslutning, at vi har måttet arrangere 28 ekstra kurser. Vi havde på fornemmelsen, at der var et behov, men at det var så stort, er alligevel kommet bag på os, siger kommunikationschef Mads Jakobsen fra Beredskabsforbundet.
Også BabySam er overrumplet over interessen, som har været stor overalt, selv i de mindre provinsbyer, fortæller babyudstyrskædens HR-chef, Signe C. Jørgensen.
- Interessen for babyførstehjælp har formentlig altid været der, men kurserne har indtil nu ikke været tilbudt de steder, hvor målgruppen færdedes naturligt, siger hun.
Den vurdering deler hun med instruktør Brian Jørgensen, der den seneste måned har lært babyførstehjælp fra sig til småbørnsforældre i BabySams butikker i Hillerød, Næstved, Valby og Brønshøj. Kurser i babyførstehjælp har nemlig været udbudt i årevis, men ikke der, hvor småbørnsforældrene var, mener han.
Frygter kvælningsulykker
Førstehjælpsinstruktørens hovedindtryk fra kurserne er, at småbørnsforældre – og enkelte bedsteforældre – generelt gruer for hjemmeulykker, og at mange er på bar bund i forhold til alt lige fra hjertestop til brandsår, faldulykker og forstuvninger.
Et spørgsmål brænder sig dog mere på hos kursisterne end hos alle andre.
- Hvad man gør ved et barn, der har fået noget galt i halsen, er det spørgsmål, jeg får stillet flest gange, og tit nærmest inden jeg er kommet ind ad døren, siger Brian Jørgensen.
I løbet af de tre timer, kurset varer, lærer kursisterne at give blid hjertemassage og kunstigt åndedræt på helt små børn. De lærer at vurdere og behandle skader efter faldulykker, slag mod hovedet, brandsår og forstuvede eller brækkede led. De hører også om naturens ”farlige dyr” – bier, brandmænd, flåter, fjæsinger og hugorme – og lærer, hvordan de gør hjemmet mere børnesikkert. Alt sammen med et eneste formål: bedre at kunne bevare roen, hvis ulykken sker.
- At kunne holde hovedet koldt og skaffe sig overblik over skaderne er den vigtigste og største udfordring ved førstehjælp. Roen og overblikket kan kurset være med til at give forældrene, hvis ulykken skulle ske, siger Brian Jørgensen.
Den store interesse får nu Beredskabsforbundet og BabySam til fremover at gøre førstehjælpskurserne til et fast tilbud. Den næste omgang kurser vil blive gennemført i februar og marts. Deltagergebyret er 500 kr. pr. person og 750 kr. pr. forældrepar.
Kilde: Jyllands-Posten
- Links:
- BabySam: www.babysam.dk/foerstehjaelp
Anbefal denne side til dine følgesvende på Twitter.










