Nyhed
Mere vildt vejr i fremtiden
Danmark må regne med flere skybrud, som det der ramte landet denne sommer.
Det kunne lyde som noget vi har hørt før - at vejret er på vej mod at blive mere ekstremt. Flere ekstreme vejrbegivenheder i form af tørke eller oversvømmelser har været beskrevet i medierne de senere år, og de er ofte fulgt op af kommentarer om, at det er den udvikling, vi må forvente.
Ny rapport fra IPCC
Nu har FN's klimapanel - IPCC - i en ny rapport gjort det lysende klart, at det set fra et videnskabeligt synspunkt er den vej, vejret bevæger sig.
Der vil derfor med stor sandsynlighed komme
- flere meget varme dage
- færre meget kolde dage
- mere intense hedebølger
- mere voldsom regn
- stærkere tropiske orkaner, men næppe flere
Mindre risiko for storme i Danmark
For Danmarks vedkommende er det desuden konstateret, at lavtryksbanerne er skubbet lidt nordpå, hvilket nedsætter risikoen for, at Danmark rammes af en storm eller orkan. Til gengæld må Danmark påregne at have en større risiko for voldsom regn i stil med de skybrud, vi oplevede denne sommer.
Der er naturligvis stor forskel på hvilke lande og områder, der rammes af de forskellige ekstreme vejrhændelser. For Europas vedkommende gælder det, at Sydeuropa vil være mere udsat for tørke og hedebølger, mens Nordeuropa bliver udsat for mere ekstrem regn.
Ikke dommedag
Selv om det lyder som en barsk fremtid, så har vi gode muligheder for at imødegå problemerne. Vi skal på kort sigt tilpasse os de nye tider, hvilket allerede er ved at ske. På en skybrudskonference i Kommunerens Landsforening i forrige uge, blev der fremlagt mange forskellige tiltag, som allerede er gjort her i landet. Det lover godt for den indsats, som er nødvendig i den nære fremtid.
På længere sigt skal vi have temperaturen stabiliseret, hvilket kun kan gøres ved at stoppe udledningen af drivhusgasser. Det kræver nogle større politiske tiltag, som verdens ledere skal diskutere på klimatopmødet i Durban i næste måned. Der er ikke udsigt til en stor forkromet klimaaftale, men så længe man samles og diskuterer, er der håb.
Også en rapport fra IEA
Nødvendigheden af en aftale blev afspejlet i en rapport fra IEA - det internationale energiagentur - hvori det fremhæves, at på trods af den økonomiske krise er der sket en forøgelse af udledningen af drivhusgasser på 5 % i 2010.
Kilde: DR Nyheder
Anbefal denne side til dine følgesvende på Twitter.










