Nyhed
Juletiden betyder flere brande
Brændende måneder i vente: I de kommende måneder stiger antallet af brande. Danskerne er rykket indenfor, og det betyder hygge og stearinlys. Tjek derfor dine røgalarmer.
Den mørke tid er over os, og det betyder, at stearinlysene tændes rundt omkring i de danske hjem. Desværre er de kommende måneder også det tidspunkt på året, hvor flest danskere omkommer i brande. I 2010 omkom 74 danskere i brande. 30 procent af alle ofrene omkom i månederne december, januar og februar. Beredskabsforbundet opfordrer derfor befolkningen til at være varsom, bruge ild med omtanke og opsætte røgalarmer.
37 procent af årets udrykninger til brande i beboelse sker nemlig i de kommende tre måneder (2.040 af i alt 5.621 udrykninger i 2010 jf. Beredskabsstyrelsens Statistikbank). En stigning i antallet af brande fra 2009 til 2010 skyldes højst sandsynligt den hårde vinter, som vi havde sidste år.
– Det er især rygning, optænding i brændeovnene, tilberedning af julemaden i køkkenet og de mange levende lys, som vi omgiver os med i juletiden, der er årsag til de ekstraordinært mange brandskader på denne årstid. Mange af disse lys er anbragt i forbindelse med juledekorationer, adventskranse og juletræer, og det betyder, at brandfaren øges gennem julemåneden i takt med, at gran og mos tørrer ud. De alvorligste af alle disse brande koster menneskeliv, fortæller Beredskabsforbundets kommunikationschef Mads Jakobsen.
Hvis man vil sikre sig mod brandskader i julen, bør man følge nedenstående råd, når man bruger levende lys (se alle råd på www.beredskab.dk/brand):
• Pas på adventskranse, juledekorationer og juletræer. Sæt lysene, så flammen ikke kan antænde grene og pynt, når de brænder ned. Man kan evt. behandle brændbare dekorationer med et brandhæmmende middel.
• Brug lysmanchetter af stanniol – og helst selvslukkende lys.
• Gå aldrig fra tændte lys.
• Placer lysene på sikre steder: fx ikke i nærheden af gardiner og lignende, eller hvor mindre børn, hunde og katte kan nå dem.
• Især i juletiden er det vigtigt, at man har slukningsmidler stående parat. Hav nogle vandfyldte blomstervandkander med spreder stående parat i rum med levende lys og juledekorationer. En vandforstøver (blomsterspray) kan også bruges til at slukke en mindre brand i en juledekoration. Når juletræet tændes, bør man supplere med en spand vand og en gulvklud. Desuden bør man have en tilkoblet haveslange hængende klar – samt en 6 kg pulverslukker stående parat.
• Sørg for at have opsat og tjekket røgalarmer i hjemmet. De koster fra kr. 75,-. Billigere livsforsikringer findes ikke! Læs mere om opsætning af røgalarm i boligen på www.beredskab.dk/brand
• Lær børn, hvordan de skal reagere ved brand. Hav en flugtplan klar i huset/lejligheden.
FAKTA
Røgalarmer
Spørgeundersøgelse foretaget af WebPol for Beredskabsforbundet i december 2008. Fordelingen af opsatte røgalarmer på regionsbasis:
Region Nordjylland: 77,1 %
Region Midtjylland: 77,5 %
Region Syddanmark: 76,2 %
Region Sjælland: 77,7 %
Region Hovedstaden: 64,1 %
Desuden viser undersøgelsen, at
- unge og ældre har færrest røgalarmer opsat
- der kun er opsat røgalarmer i 56 % af alle lejligheder/værelser
- personer med lav indkomst ligeledes har færrest røgalarmer opsat
Kilde: Beredskabsforbundet
Brande
Antal af brande i beboelse fordelt på regioner i månederne januar, februar og december 2010 (tal for 2009 i parentes):
Region Nordjylland: 214 (249)
Region Midtjylland: 452 (412)
Region Syddanmark: 495 (416)
Region Sjælland: 385 (357)
Region Hovedstaden: 494 (507)
Kilde: Beredskabsstyrelsens Statistikbank
Anbefal denne side til dine følgesvende på Twitter.










