Nyhed
Hver 10. dansker har oplevet et hjertestop
Alle kan blive vidne til et hjertestop. Men det er langt fra alle, der ved, hvordan man redder liv. Det viser ny undersøgelse fra Hjerteforeningen, der vurderer, at op imod 500 mennesker kunne reddes om året.
11 procent af alle danskere har været vidne til et hjertestop. I to ud af tre tilfælde var det en fremmed, der faldt om med hjertestop, og kun en ud af tre nævner, at det var en person de kendte, et familiemedlem, en ægtefælle eller en kollega. Det viser ny befolkningsundersøgelse fra Hjerteforeningen.

Knap halvdelen kan ikke redde liv
40 procent af danskerne har ikke taget et kursus i livreddende førstehjælp, og mange i undersøgelsen svarer, at de ikke ved, hvad de skal gøre, hvis de bliver vidne til, at en person rammes af hjertestop. De fleste ville ringe 1-1-2, men det er ikke altid nok, når det er få minutter, der afgør liv og død. Hjerteforeningen opfordrer til, at alle danskere lærer livreddende førstehjælp.
Medborgerindsats redder liv
- Ofte er det medborgerindsatsen, og om der ydes livreddende førstehjælp, der afgør forskellen mellem liv og død, når et menneske rammes af hjertestop uden for hospital, understreger Inge Vestbo adm. direktør, cand.med. i Hjerteforeningen og tilføjer:
- Chancerne for at overleve et hjertestop uden for hospital er desværre meget ringe i dag. Og tre gange så mange mennesker kunne redde livet, hvis flere turde tage et ansvar og give livreddende førstehjælp, hvis de er vidne til et hjertestop. I dag overlever kun en ud af 10 et hjertestop uden for hospital. Antallet af overlevende kunne tredobles ved en styrket medborgerindsats. Det svarer til, at 500 flere mennesker kunne reddes om året”, siger Inge Vestbo.
Kilde: Hjerteforeningen
BEREDSKABSFORBUNDET AFHOLDER KURSER I FØRSTEHJÆLP.
LÆS MERE PÅ WWW.BFUC.DK
Anbefal denne side til dine følgesvende på Twitter.










