Nyhed
Hjertestartere redder liv i idrætsklubber
En hjertestarter kan betyde forskellen på liv og død, når uheldet er ude. De er især vigtige i sportsklubber, hvor der sker mange hjerteanfald. Men det er ikke alle små foreninger, der har råd.
I sagen om den niårige Anders Søndergård Ziefeldt, der i tirsdags faldt om og døde under fodboldtræning, blev der taget en hjertestarter i brug. Desværre var det ikke i det tilfælde muligt at redde drengens liv. Men det er det i mange tilfælde, viser en undersøgelse fra Chicago Lufthavn i USA.
Der havde man på to år 18 tilfælde af hjertestop. De 11 overlevede ved brug af en hjertestarter, og det er 56 procent mod de gennemsnitlige fem procent skriver Hjerteforeningen på deres hjemmeside.
Førstehjælp også essentiel
Det er især i forbindelse med sport, at hjertestarterne er vigtige, fordi der her sker mange hjerteanfald:
- Hvert år deler vi priser ud til mennesker, der har udøvet førstehjælp, og halvdelen af episoderne var i forbindelse med sport. Så der er et godt sted at have hjertestartere. Hjertestartere kan dog ikke stå alene. Førstehjælp er ligeså vigtigt, siger Hanne Balle, regionsleder i Hjerteforeningen.
Hos TrygFonden kan de godt mærke det øgede fokus på hjertestartere. To gange hvert år uddeler fonden 50 hjertestartere. Sidste gang var der 800 ansøgere, for en hjertestarter koster op mod 20.000 kroner, og det har de små idrætsklubber ikke altid råd til.
Ikke lovpligtigt
- Det er overvejende haller og sportsforeninger, der søger. Folk er blevet mere opmærksomme på problemet, og der er en meget stor motivation for at få en hjertestarter op at hænge. Det er ofte argumentationen, at de ikke har råd, men det er jo desværre ikke alle, der kan få en hos os, siger Trine Heidemann, kommunikationschef i TrygFonden.
I Hjerteforeningen ærgrer man sig over, at det ikke er lovpligtigt at opsætte hjertestartere i det offentlige rum, heriblandt idrætshaller, da man mener, det ville redde liv.
Kilde: Ekstra Bladet
Se BEREDKABSFORBUNDETS HJERTESTARTER-TILBUD.
Anbefal denne side til dine følgesvende på Twitter.











