Nyhed
Frederikshavn med i Danmarks største hjertestarterprojekt
De 53 biler hos hjemmeplejen i Frederikshavn skal alle udstyres med hjertestartere som led i en af mange aktiviteter i Danmarks største hjertestarterprojekt.
Hjerteforeningen og Trygfonden vil bruge tilsammen 12 millioner kroner på at teste, om almindelige borgere og kommunalt ansatte kan redde flere liv ved at blive dirigeret hen til folk med hjertestop.
Via GPS, radio og sms skal alarmcentralen kunne dirigere nærmeste livredder hen til personen med hjertestop, forklarer socialudvalgsformand Peter E. Nielsen.
- Så hvis en af vores borgere får et hjertestop og man kan se, at en af vores hjemmeplejebiler kan være fremme før ambulancen, så bliver de sendt hen for at hjælpe.
På samme måde vil man kunne sende en sms til personer, der er uddannede i førstehjælp, om at komme til undsætning, hvis de er i nærheden af personen med hjertestop.
En anden aktivitet går ud på at undervise kommunens borgere, skoleelever, studerende og ansatte i hjemmeplejen i Hjerte-Lunge-Redning og i brugen af hjertestartere.
Projektet skulle gerne bevise, at det er muligt at overleve et hjertestop, selv om man bor i et mere eller mindre afsides sted.
- I Danmark overlever kun seks-syv ud af 100 et hjertestop. I Norge, hvor man kører et lignende projekt, overlever op mod 25 procent. Så der har vi noget at indhente.
Som sagt skyder Hjerteforeningen og Trygfonden tilsammen 12 millioner kroner i projektet. Frederikshavn Kommunes bidrag bliver af en mere beskeden størrelse.
- Vi investerer vores ansattes tid - men skal også sørge for at holde hjertestarterne vedlige og det vil koste omkring 45.000 kroner om året. De penge vil vi gerne investere i at redde liv, siger Peter E. Nielsen.
Deltagelsen i projektet skal senere konfirmeres i byrådet. I morgen drøfter regionsrådet sin deltagelse i projektet.
Kilde: DR Nyheder
Anbefal denne side til dine følgesvende på Twitter.










