Nyhed
Førstehjælp skal være obligatorisk i folkeskolen
Mange skoler ved ikke, at førstehjælp er en obligatorisk del af undervisningsplanen for folkeskolen. Det viser en opgørelse, som Hjerteforeningen har foretaget. Det er et område, som efter Beredskabsforbundets vurdering skal opprioriteres. Præsident for Beredskabsforbundet Bjarne Laustsen, MF (S), vil nu arbejde for, at førstehjælpen får mere fokus i folkeskolen.
- Det er et område, som skal prioriteres langt mere. Udover at eleverne vil få nogle livsvigtige færdigheder, der kan betyde forskellen på liv og død, så er der også nogle menneskelige værdier i dét at kunne førstehjælp, som man ikke skal undervurdere. Specielt ikke i en skoleklasse, hvor undervisningen i førstehjælp formentlig kan være med til at stoppe mobning samt give et mere omsorgsfuldt sammenhold i en skoleklasse, udtaler Bjarne Laustsen, præsident for Beredskabsforbundet.
Bjarne Laustsen vil nu tage sagen op med undervisningsminister Tina Nedergaard (V).
Beredskabsforbundet kan løfte førstehjælpsopgaven
Bjarne Laustsen fastslår, at Beredskabsforbundet kan løfte uddannelsesopgaven. Hvis lærerne ikke selv mener, at der er ressourcer til rådighed i lærerstaben til at udføre undervisningen, så kan Beredskabsforbundet bidrage.
- Vi har stor ekspertise inden for førstehjælpsområdet og kan undervise på alle niveauer. Vi vil uden de store problemer kunne gå ind og dække orienteringen om førstehjælp i folkeskolen, hvis der skulle være et ønske om dette, siger Bjarne Laustsen.
Anbefal denne side til dine følgesvende på Twitter.











