Nyhed
Fejloplysninger til 1-1-2 koster dyrt
Blå blink og brølende brandbiler er ofte resultatet, når Brand og Redning i Horsens får en alarm, men det er ikke altid, det er nødvendigt at rykke ud med hele pibetøjet, og forkerte oplysninger til alarmcentralen koster hvert år mange penge.
Det tager nemlig kun få sekunder at taste 1-1-2 - og nogle gange kan det gå for stærkt.
- Vi har et eksempel, hvor vi modtager en 1-1-2 alarm, der lyder på, at der er brand i en etageejendom, og hvor det, da vi kommer frem, viser sig at være en knallert, der brænder fire meter derfra, fortæller Ole Hansen-Wessel, der er beredskabschef ved Horsens Brand og Redning.
Koster kassen
Og eksemplet er langt fra enestående. I år har brandmændene fra Horsens rykket ud til 35 alarmer, hvor meldingen på brandstationen ikke stemte overens med virkeligheden - og det koster at sende mænd og køretøjer afsted.
Eksemplet med udrykningen til den brændende knallert løber i følge Ole Hansen-Wessel op på 5 - 6.000 kroner, da der skal kaldes ekstra mandskab ind.
Beredskabchefen opfordrer folk til at bruge et halvt minut på at sikre sig, at de giver de rigtige oplysninger videre.
Ole Hansen-Wessel understreger, at det ikke kun er vigtigt at give de rigtige informationer for at spare penge, men at det også kan redde liv.
Kilde: DR Nyheder
Anbefal denne side til dine følgesvende på Twitter.











