Nyhed
Danmark dumper i alarm 1-1-2
Danmark får opsang for at være for dårlig til at informere om, at alarmnummer 1-1-2 kan bruges i hele EU.
Kun 29 procent af danskerne ved, at de kan ringe 1-1-2 uden for Danmarks grænser, hvis de har brug for akut hjælp. Det viser EU-kommissionens opgørelse over, hvordan medlemslandene lever op til kravet om, at 1-1-2 skal gøres til et fælles alarmcentralnummer i alle EU-lande.
Det manglende kendskab til det livsvigtige telefonnummer får nu Viviane Reding, der er EU’s kommissær for telekommunikation, til at give den danske regering en mindre opsang:
- Se at få gjort ordningen kendt. Det er meget vigtigt, at også danskerne ved, at nummeret også kan bruges i alle EU-lande, siger kommissæren.
Andre lande informerer om 1-1-2
Hun hæfter sig ved, at EU’s opgørelse viser, at kun tre procent af danskerne har hørt om den fælles EU-beslutning. Til sammenligning får borgerne i andre lande information om projektet gennem tv-spots, løbesedler ved grænseovergangen og via sms’er ved indrejse til landet. Viviane Reding understreger dog, at Danmark – der som det eneste EU-land alene bruger 1-1-2 som nummer til alarmcentralen – er »et skoleeksempel på, hvor godt 1-1-2-linjen kan fungere«, når det kommer til håndteringen af opkaldene.
Fælles nummer siden 2004
EU-kommissionen lancerede allerede i 1991 ideen om at lave et fælles nummer til alarmcentralen. Det var dog først i 2004, at medlemslandene blev forpligtet til at tilbyde 1-1-2-service til alle EU-borgere. Siden da måtte EU-kommissionen i 2006 konstatere, at projektet »var den bedst holdte hemmelighed i EU«, siger Viviane Reding.
Opsang til Bulgarien
Nu er ordningen blevet indført i 26 ud af EU’s 27 medlemslande. Det er således kun Bulgarien, der halter bagefter. 1-1-2-ordningen er kun tilgængelig i området omkring den bulgarske hovedstad, Sofia. Bulgarien har fået frem til udgangen af juni til at få gjort noget ved problemet, inden EU-systemet vil gribe ind.
Kilde: Politiken.dk
Anbefal denne side til dine følgesvende på Twitter.










