Nyhed
Dagpengeregler rammer også i Kerteminde
Nuværende dagpengeregler får også konsekvenser for bemandingen i Kerteminde. Deltidsbrandfolk håber på hurtig løsning.
Den beskæftigelsesmæssige krise på Kverneland i Kerteminde kan på grund af et fastlåst regelsæt omkring dagpengeudbetalingen få en afsmittende virkning på brandberedskabet i Kerteminde. Ændres dagpengereglerne ikke, mister Falck i første omgang tre deltidsbrandmænd - og det kan blive det dobbelte, herunder stationslederen, hvis krisen på Kverneland fortsætter.
Hvis man er på dagpenge, modregnes lønnen som brandmænd i dagpengene. Men efter 30 ugers dagpengeperiode, er det ikke tilladt samtidig at få udbetalt løn. Derfor skal brandmændene efter dagpengeperiodens udløb møde med dokumentation for, at de er ophørt som brandmænd. Med mindre de da foretrækker at fortsatte som brandmænd og blive lønnet som sådan.
- Vi får i omegnen af 20.000 kr. om året for at være deltidsbrandmænd, så der er næppe mange, der foretrækker den løsning, siger en af de deltidsansatte brandfolk på Kverneland, maskinarbejder Lars Petersen.
Han er ikke blandt de brandfolk, der desværre måtte gå til weekenden med en fyreseddel fra fabrikkens i Kerteminde. Men det gjorde tre andre.
- I praksis har de ikke en 30 ugers dagpengeperiode, fordi de fleste har været på fordeling. Jeg var i 26 uger, og så er der, hvis det var mig, kun fire uger tilbage, inden jeg skal træffe et valg. Det er reglerne, men de er vores tilfælde ganske urimelige - også over for det brandberedskab, vi har påtaget os at være en del af, siger Lars Petersen videre.
Set med redningskorpsets øjne er der også et væsentligt økonomisk element.
- Hvis vi bliver nødt til at sige op, skal der uddannes nye brandfolk. Det koster bare for grunduddannelsen 70.-80.000 kr., hvortil kommer beklædning og øvrigt brandudstyr, fortæller den deltidsansatte brandmand.
Stationsleder Iver Due, der også har sin hovedbeskæftigelse på Kverneland, er heller ikke i farezonen i første omgang, fordi han ikke var i gruppen af Kverneland-medarbejdere, der måtte siges farvel til i dag.
Miseren omkring deltidsbrandmænd og dagpengeperioden ligger alene i sprogformuleringen. Brandmændene får løn, men havde det officielle sprogbrug bare været, at de får vederlag, ville der ikke være problemer.
Problematikken er nået fremt til Christiansborg, hvor den flere gange har været drøftet i folketingssalen. Senest har bl.a. det socialdemokratiske folketingsmedlem Bjarne Laustsen, der er præsident for Beredskabsforbundet, taget iniativ til at få en ændret formulering.
- Der skulle gerne ske noget i en fart, for fire uger er lige om lidt, slutter Lars Petersen.
Kilde: Kjerteminde Avis
Anbefal denne side til dine følgesvende på Twitter.










