Nyhed
Brandslukning på skoleskemaet
Eleverne i omkring 850 grundskoler over hele landet har i næste uge brandslukning på skoleskemaet. Undervisningen sker som et led i brandforebyggelsesugen, der hvert år finder sted i uge 40.
Formålet med brandforebyggelsesugen er at give børn en forståelse for, hvad ild er, og hvordan ild både kan være nyttig og farlig. Forud for uge 40 har skolerne modtaget gratis undervisningsmateriale fra Beredskabsstyrelsen. I alt har styrelsen på bestilling sendt 50.000 eksemplarer af undervisningsmaterialer ud til skolerne.
Hvert år siden 2001 har Beredskabsstyrelsen og de kommunale redningsberedskaber i samarbejde afholdt brandforebyggelsesugen. I løbet af ugen besøger mange skoleklasser også den lokale brandstation, hvor brandfolkene giver rundvisning og kommer med gode råd om brandforebyggelse.
Event hos Middelfart Brandvæsen
Brandforebyggelsesugen skydes i gang med en event mandag 3. oktober klokken 11:00 hos Middelfart Brandvæsen (Mandal Allé 19, 5500 Middelfart). Her vil 4.B. fra Lillebæltsskolen bl.a. slukke brand med et brandtæppe og en pulverslukker og prøve at sidde bag rattet i en brandbil.
I år er undervisningsmaterialet ”Ild – en farlig ven” til 4.-5. klassetrin blevet fornyet. Det nye materiale har ’Søren Brandmand’ som en gennemgående figur, og han vil komme forbi og overraske børnene til eventen i Middelfart Brandstation. Eventen åbnes af en repræsentant fra Middelfart Byråd.
Beredskabsstyrelsen har udarbejdet undervisningsmaterialet i samarbejde med TrygFonden. Se det nye undervisningsmateriale via følgende link: www.ildenfarligven.dk.
Kilde: Beredskabsstyrelsen
Anbefal denne side til dine følgesvende på Twitter.










