Nyhed
Børn ringer 1-1-2 med udtjente mobiltelefoner
Hver eneste dag året rundt får vagthavende på landets alarmcentraler børn i røret, som ringer 1-1-2 fra gamle udtjente mobiltelefoner.
Mange forældre tror nemlig fejlagtigt, at telefonerne ikke kan bruges, når der ikke er SIM-kort i, eller telefonen er spærret af en PIN-kode. Men telefonerne kan stadig kalde op til 1-1-2, og det er der ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi rigtigt mange børn, som synes er sjovt. Der kan ind imellem registreres op mod 200 opkald på en dag fra sådan en telefon.
Nogle gange ringer børnene med vilje, andre gange ved et uheld, fortæller vicepolitiinspektør Finn Schøtt, der leder alarmcentralen i Esbjerg. Han råder derfor forældre fra at give børn de kasserede mobiltelefoner som legetøj.
– I det mindste skal man huske at pille batteriet ud, for så fungerer mobilen ikke, siger han.
Alarmcentralen i Esbjerg, der dækker hele Syd- og Sønderjylland, er i det hele taget voldsomt plaget af fejlopkald. Ikke færre end 10.000 blev det til alene i oktober måned, hvilket svarer til otte ud af ti alarmopkald. De mange fejlopkald betyder ifølge politiet dog ikke, at de alvorlige opkald kommer til at stå i kø. Hvis telefonpasserne i Esbjerg er optaget, bliver opkaldet automatisk ledt videre til en anden alarmcentral, som er ledig. Men det er klart en belastning for alarmcentralerne, at så mange opkald er fejlopkald, siger Finn Schøtt.
En gammel mobiltelefon vækker stor glæde på børneværelset. Mere delt er fornøjelsen hos politiet, der ofte får 1-1-2-opkald fra børn, som leger med de hengemte telefoner.
FAKTA
Alarmcentralen i Esbjerg modtog i oktober flere end 10.000 opkald, som intet havde med nødsituationer at gøre.
Det sker når:
Lommeopkald
Når mobiltelefonen ligger og rasler i lommen eller tasken. 1-1-2 og 1-1-4
Når den, der ringer, ikke kender forskellen på 114 (politiets nummer) og 1-1-2 (alarmcentralen).
Børn
Når voksne forærer børn en gammel mobiltelefon.
Ensomme
Når børn, psykisk syge, demente ældre, berusede eller bare ensomme mennesker ringer til 1-1-2 den ene gang efter den anden.
Kilde: JydskeVestkysten
Anbefal denne side til dine følgesvende på Twitter.










