Nyhed
Åbent Hus arrangementer i weekenden
I Jylland holder Beredskabsstyrelsen Sydjylland og beredskabet i Herning Åbent Hus. I Herning får de royalt besøg af H.K.H. Prinsesse Marie, der selv er frivillig i redningsberedskabet.
Lørdag den 3. september 2011 kl. 13.00 slår Herning Kommunale Beredskab, Falck i Herning og Beredskabsstyrelsen Midtjylland portene op for alle interesserede. Arrangementet afholdes hos Beredskabsstyrelsen, og ligesom de tidligere år kan de besøgende opleve masser af action og spændende aktiviteter, hvor hele beredskabet og dele af forsvaret præsenterer deres hverdag.
Gæsterne kan bl.a.:
- Se de nye udrykningskøretøjer, arbejdende udstillinger og demonstrationer af Beredskabsstyrelsens materiel og køretøjer
- Prøve en masse af aktiviteter (både for voksne og børn), bl.a. er der mulighed for at prøve kræfter med røgdykning, brandslukning og frigørelsesudstyr
- Se en demonstration af frigørelse af fastklemte efter et færdselsuheld samt avanceret redningsarbejde i sammenstyrtede bygninger
- Se Beredskabsstyrelsens udrykningsvagt blive alarmeret og demonstrere brandslukning, redning og indsats ved kemikalieuheld på øvelsesområdet.
- Prøve Herning Kommunale Beredskabs redningslift og få det store overblik
- Se udstilling og demonstration af Falcks ambulancer og øvrige køretøjer
- Købe en forfriskning i ”Brandbar” undervejs
Beredskabsstyrelsen er statens redningsberedskab. I Beredskabsstyrelsen Midtjylland opretholdes et beredskab på 13 menige og 2 befalingsmænd 24 timer i døgnet 365 dage om året. Desuden deltager mandskab fra Beredskabsstyrelsen Midtjylland i internationale indsatser.
Herning Kommunale Beredskab er det primære beredskab i Herning Kommune, og Falck varetager bl.a. ambulance- og lægeambulancekørslen i dele af Region Midtjylland.
Beredskabsstyrelsen Sydjylland holder Åbent Hus
Alle kender de blå mænd og deres orange køretøjer, der altid dukker op, hvor behovet for hjælp er størst. Om det er oversvømmelser på Langeland eller nødhjælp i Pakistan, storbrande eller eftersøgninger, komplicerede uheld med farlige kemikalier eller sne- og iskaos. Siden sidste år har Beredskabsstyrelsen i Haderslev kørt mere end 90 udrykninger og deltaget i 6 internationale nødhjælpsmissioner. .
Nu kan alle komme helt tæt på. Lørdag den 3. september 2011, fra 12 til 15 åbnes portene ved Beredskabsstyrelsen Sydjylland på Vilstrupvej 55 i Haderslev for alle interesserede.
En bred vifte af brand- og redningskøretøjer vil være udstillet, og publikum vil få lejlighed til at se og prøve en masse af redningsberedskabets avancerede materiel og fascinerende grej. Foruden Beredskabsstyrelsen Sydjylland udstiller flere brandvæsener, Falck, politiet, forsvaret m.fl.
Klokken 13 afvikles en demonstration, hvor publikum på nærmeste hold kan se redningsberedskabet og politiet i indsats. Vi lover action for alle og gode fotomuligheder.
Den musikalske underholdning leveres af Københavns Politi Orkester, som i sig selv er et besøg værd.
Anbefal denne side til dine følgesvende på Twitter.










